Så blev det igen til en tur til Vejlerne. Det var egentlig ikke den store forventning jeg havde da jeg kørte hjemmefra. Først ankom jeg til Infocenteret. Her var der omkring 45 Skestorke, nogle Hvidklire og Dobbeltbekkasiner. Herfra kørte jeg til P-pladsen lidt syd herfor. Her fik jeg øje på 2 Rovterner, ny art, som jeg straks meldte ud på Bird Alarm. De sad jer sammen med en lille flok måger. Herudover var der en Strandhjejle og en del Stor Præstekrave. Efter en times tid fortsatte jeg til Kærup skjulet. Her var det mest spændende nogle store fisk der var i vandet. Dog så jeg da 6 Skægmejser alle juvinile der kravlede rundt langt nede i rørskoven og ikke var fotogene. Herefter gik turen til Bulbjerg for at se om der var noget spændende her. Som sædvanlig var der Ride kolonien at kigge på og ikke noget usædvanligt herudover. Så fortsatte turen til Hovsør Dæmningen. Her kom jeg rimeligt tæt på Fiskehejre. Næste stop var Tømmerby Fjord Tårnet. Herfra fik jeg øje på 2 Sølvhejrer som jeg også meldte ud på Bird alarm. Der kom dog ingen i den næste times tid for at se dem, men der har jo også været en del af dem i år. På Inden turen gik hjemad, kørte jeg igen ind til Infocenteret. hvor Skestorke og Dobbeltbekkasiner nu var kommet tæt på. Så det jeg troede blev en tam tur viste sig at flive en rigtig god oplevelse.
Så fik jeg endelig besøgt Blokhus Vildtreservat. Reservatet ligger på et 65 hektar stort område og der er Nordamerikansk Bison, Vildsvin, Dådyr, geder, Krondyr og Rovfugleopvisning. Dådyr og kronvildt var så langt borte at man stort set ikke kunne se dem, men det var nu også mest fuglene jeg kom for, Flemming Salomonsen der også er medejer af Falkecenter Samsø viste levende fuglene frem. Der blev under shovet fremvist 4 fugle. Harris Hawk (Brunskuldret våge), Lannerfalk, Canadisk Hornugle og Russisk Steppeørn. Flere gange kom de flyvende meget tæt på og de blev fremvist således at alle kunne se dem godt. Efter shovet bar der 2 store fugle vi skulle se som bonus. Først blev en ung Hvidhovedet Havørn fremvist og vi fik nu besked på at vi skulle trække os lidt tilbage inden han kom med Brutalis. Til megen morskab, viste Brutalis sig at være en Dværg Hornugle. Og til overraskelse for falkonererne lagde den på et tidspunkt æg, så det var heller ikke en han. Desværre var æggene ikke befrugtede. Efter shovet kunne man mod et lille beløb få lov til at holde fuglene og blive fotograferet. Det var en rigtig dejlig opvisning der nok er et besøg værd en anden gang. Se i galleriet under Zoo for flere billeder derfra.
I dagene 14 - 17 juli 2014 tog jeg på kroophold på Ballum Slusekro for at se på områdets fugle i Sønderjylland. På turen derned kørte jeg forbi Storkeparret i Smedager, hvor man ude fra vejen kunne se storkene i reden. I området ved Ballum var der adskillige Hedehøge som jeg da også fik nogle fine billeder af. Jeg så også flere Blåhals her. På tur til Nørresø ved Tønder så jeg 2 Sølvhejrer og nogle Sortterner. Mest skuffet var jeg over saltvandssøen. Der er en sti man kan gå ad indenfor digerne der er ca 4 km. Bortset fa at der var fugle i vandet inde ved Højer var der næsten ingen fugle derude. På hjemvejen så jeg 2 høge hvoraf den ene var en Hedehøg 1K er den bestemt til inde på Fugle og Natur. Jeg var i tvivl om fuglen da den var atypisk i farverne og form, og så havde den 5 fingre. Men jeg havde en rigtig dejlig tur til orrådet hvor man konstant i området fra Slusekroen kunne se jagende Hedehøge. Ny art fra turen er Sortkrage.
De sidste måneder er blevet brugt på en stor opdatering af især metadata og titeldata. Det er gjort for at søgemaskiner bedre kan finde mine sider, men samtidig giver en rigtig stor ekstra gevinst, nemlig den at det er muligt at bruge søgefunktionen bedre på siderne. Vil man søge på fugle kan der nu indtastes Dansk, Engelsk eller Latinsk navn. Nu bliver der forhåbentlig lidt tid til at lægge nye billeder ind på siden.
Desværre har Surftovn som er min udbyder nu lukket af for kildekoden ASP. Da der er flere af mine sider under det registrerede område der brugte det er de nu ikke længere tilgængelige. Men det er mit indtryk at der ikke var mange der brugte min Film side længere, så den vil sikkert ikke blive omskrevet til PHP.
I et par dage har der været set en hel del Hvidvingede Terner her i Danmark. I dag slog vi nok rekorden da der i Lille Vildmose er rapporteret over 500. Så mange så jeg nu ikke i dag. Men efter et besøg i Skagen (Flagbakken) hvor der ikke skete det helt store, jo jeg så da 3 Fiskeørne og 2 dværgfalke og en Havørn, men ikke fotovenligt. kørte jeg forbi Råbjerg sø, da jeg havde planligt en tur i Ålbæk Klitplantage. Nordvest for søen var der 4 Hvidvingede terner. Så kamera ud af bilen og op med stativ. Da jeg var klar var fuglene trukket højt og nord for Råbjerg Sø, så jeg fik bare nogle dokumentationsfotos af dem. Nå, men nu alligevel jeg var her og en anden ville gå ud og kigge i området hvor ternerne havde været for at se hvad det var for nogle mindre fugle der var derude, gik jeg op i tårnet ved Råbjerg Sø. Kort efter kunne jeg se at der nu igen var 4 terner nordvest for søen og at ham der gik derud sad og fotograferede løs. Så jeg gik ud til ham og i skjul af buske tog vi en del billeder. En rigtig dejlig oplevelse.