SortspætteSå blev det igen til en stor fotooplevelse. Dagen var en rigtig blæsende dag, men jeg startede tidligt ud og kørte til Søerne i Støvring hvor jeg også havde været for en uge siden. Denne gang havde jeg fotostativ med og opsatte det i en af søbrederne ca. i halv afstand af hvor der plejer at være Isfugl. Og ganske rigtigt, der kom en i løbet af ganske kort tid. Den var dog meget sky og satte sig kun få sekunder af gangen. Jeg blev der en times tid, hvor den nog havde været der vel 4 gange og ellers furagerede rundt. Jeg så kun den ene.

Herefter tog jeg til Bjergeskov i Rold Skov og parkerede ved Frueskoen. På min rundtur synes jeg på et tidspunkt at jeg så en sort fugl i trætoppene. Den blev genfundet senere i bøgeskov og var en Sortspætte. Den fløj meget rundt i trætoppene og gav nogle skrig fra sig. Sikke en oplevelse. Jeg fandt også et spættehul i et træ der måske var fra Sortspætte, men som må være tomt da der var en spætmejse der var ved at gøre rent deri. Området var fyldt med orienteringsløbere, håber ikke at de har generet fuglen. På vej tilbage kom jeg forbi et krat, her vrimlede det med Halemejse og Sumpmejse. Underligt nok hverken så eller hørte jeg andre spætter på turen.