Efter flere gange at have set skyggen af denne lynhurtige og sky fugl, fandt jeg den endelig efter mange forgæves forsøg omkring Mastrup Bæk og søerne i Støvring. Desværre er den lidt langt væk, men da stadig nogle brugbare billeder. Fuglene flyver ud og ind af et hul i skrænten, så helt sikkert ynglefugle.
Så er der igen lavet en større opdatering i galleriet. På en tur til Ulvedybet tog jeg holdt ved Vejlen. Her synes jeg at høre Blåhals men fik ikke øje på nogen i den tid jeg var der. Herefter kørte jeg til Ulvedybet hvor jeg fik taget en del fine billeder af især Tornirisk og gærdesanger. Herefter gig turen til Store Vildmose og senere efter et besøg hos min mor igen til Ulvedybet. På vej hjem derfra tog jeg igen holdt ved Vejlen og fik straks øje på en Blåhals der samlede insekter. Et helt sikkert tegn på en ynglefugl. Fuglen fløj ud og ind flere gange alle gange med insekter retur.
Så blev det igen til en stor oplevelse i Lille Vildmose. I dag stod jeg tidligt op for at se om jeg kunne finde en Blåhals, som var set dagen før og som var fotograferet af en anden fuglekigger. Fandt den lige med det samme. Sikke den kan synge så man kan slet ikke undgå at se efter hvor dog den lyd kommer fra. Herudover så jeg Rørdrum på meget kort afstand. Desværre blev den siddende skjult i sivene.
Så kom dagen hvor DMI havde lovet godt vejr lige fra morgenstunden. Allerede på køreturen derop var der ændret i vejrudsigten kl. 7, så nu lovede de sol først på formiddagen. Men den kom først over middag. Nå. men jeg var den første til at parkere på Grenen kl. 8. Så jeg travede ud på grenen og mødte et par kondiløbere undervejs. Ude på Grenen kunne jeg nord og nord-vest derfor se nogle Suler. Så der blev skudt nogle billeder heraf selv om de er rimeligt langt ude i det tågede vejr. I den næste halve time opholdt jeg mig helt ude på Grenen uden at møde nogen. Inde ved Sylviastien satte jeg mig på en klittop og kiggede mig omkring. Pludselig var der omkring en halv snes Musvåger der kredsede højt. Senere på dagen så jeg flere af disse samlinger og vel omkring 45 musvåger observeredes. Ind imellem var der en enkelt Rød Glente og der var også mindst en Spurvehøg. Ellers så jeg Skærpiber, først inde ved høfterne ved parkeringspladsen og senere helt ude på toppen af Grenen hvor jeg fik et par billeder. Igen var der også enkelte Snespurve på stranden ud for sandormesporet. Alt i alt en god fotodag.
Så blev det igen tid til en tur til Vejlerne. Det var en af de første forårsdage og isen i søerne er næsten smeltet overalt. På turen fra Krap skjulet ud mod Han Velje var der på en stubmark et par Traner der gik og hyggede sig. Ellers var jeg en tur i Bulbjerg og se på Rider. Der var faktisk ikke andre fugle der i dag, bortset fra almindelige måger. Elles var jeg også forbi dæmningen ved Hovsør. Især i området ved Arup var der utroligt mange gæs. Der var flest af arterne Bramgæs, Kortnæbbet gæs og selvfølgelig Grågæs.