Hvidnæbbet LomSøndag den 20. april 2014, Påskedag blev årets Adamsii Tour 2014 afviklet med Henrik Haaning Nielsen (Club300) som arrangør. Jeg havde egentlig tilmeldt mig til Langfredag, men den tur blev aflyst pga. for megen vind, men heldigt for mig var der lige pludselig 3 afmeldinger til søndagsturen så den skyndte jeg mig at tilmelde mig til. Turen startede fra Sæby Havn hvor vi mødtes ved turbåden Seadog kl. 05.00. Om bord var vi 11 glade fuglekiggere der så frem til en dejlig tur, samt 2 besætningsmedlemmer.  Kursen blev lagt mod et område mellem Læsø og Anholt hvor der de forrige år havde været set Hvidnæbbet lom. På turen ud til området blev der set mange Rødstrubede Lommer, Suler, Sortænder og Fløjlsænder. Første storlom blev set 9.40 i form af en Islom der lod os beskue den i et stykke tid. Første Adamsii som var den der lod sig posere pænest, blev set 10.40. I en meget stor periode så vi stort set ikke nogle spændende fugle. Men turen var rigtig vellykket. Der blev set 7 helt sikre Adamsii, sandsynligvis 8, da der var et sted hvor vi så en ret fremme for kort efter at spotte en vel 150m bagbord og umiddelbart herefter en 150m til styrbord. Vi er ret sikre på at det ikke var samme fugl. Turen tilbage fra området føltes lang. Men snakken gik omkring dagens oplevelser. Vejret på turen var perfekt. Der var meget svag vind og kun små bølger på vandet. På hjemturen var der lidt mere vind og bølger. Så tusind tak herfra til alle deltagerne for en god tur.